Jeg har tit tænkt over, hvorfor vi egentlig kalder det for forlovelsesringe og vielsesringe i Danmark. Begrebet virker på mange måder næsten modstridende, hvis man kaster et blik på den traditionelle, kristne forståelse af ritualerne. En kirkelig vielse og de forberedende faser indeholder historisk set nemlig to markante skridt. Det første skridt handler om selve forlovelsen og den efterfølgende velsignelse, og det er netop her, ringene traditionelt set kommer ind i billedet. Man udveksler forlovelsesringe som et synligt bevis på løftet om at ville hinanden. På dette tidspunkt er man endnu ikke viet som ægtepar i juridisk eller kirkelig forstand; man er blot forlovet. I gamle dage fandtes der desuden begrebet “lysning til ægteskab”, hvor præsten lyste for parret i kirken tre søndage i træk, før vielsen endelig kunne finde sted. I hele denne mellemliggende periode gik parret blot rundt med ringene på venstre hånds ringefinger som et tegn på deres kommende fælles fremtid.
At blive viet – når ord bliver til handling
Det næste store skridt handler om selve vielseshandlingen, hvor parret rent faktisk bliver gift. Det er her, man står over for hinanden og siger det afgørende ja. Det er her, man højtideligt lover at dele livets op- og nedture – i tykt og tyndt, i medgang og modgang. Det er her, man forpligter sig til at værne om og passe på hinanden, uanset hvad fremtiden måtte bringe.
Måden, dette gøres på, varierer enormt meget på tværs af forskellige kristne trossamfund og kulturer. I den danske folkekirke sker det gennem liturgiske ord, bønner og selve ægtepagtens formulering. I andre kristne traditioner, såsom de ortodokse kirker, kan vielsen indeholde helt andre, fascinerende ritualer. Her kan man eksempelvis opleve, at forloveren sætter fine kroner på parrets hoveder som et symbol på, at de nu er konge og dronning i deres eget lille hjem, hvorefter kronerne veksles rituelt imellem dem. I andre grene af den globale kristne kirke kan ritualet indbefatte, at parret deler et bæger vin og følges i en symbolsk dans, mens menigheden kaster ris som et gammelt frugtbarheds- og lykønskningstegn.
Dybere symbolik og den menneskelige kerne
Et sådant symbolsk tegn handler i bund og grund om, at man erklærer sig klar til at tage et dybt medansvar for et andet menneske. Det minder os om, at i et ægteskab er man to om at bære byrden. I nogle situationer er den ene stærk og bærer igennem, mens det i andre situationer er den anden, der træder til og navigerer sikkert gennem de vanskelige skær, som parforholdet uundgåeligt vil møde undervejs.
Så ja, man kan ind imellem godt komme i tvivl, om man rent sprogligt skal kalde dem forlovelsesringe eller vielsesringe, og om terminologien altid hænger helt logisk sammen i dagligTalen. Men i virkeligheden spiller det nok mindre en rolle, hvad vi kalder dem. Når to mennesker vælger at blive gift og bære ringe, handler det om noget langt større end semantik. De vil vise hinanden og omverdenen, at de tror på kærligheden, at de hører uigenkaldeligt sammen, og at de modige nok til at dele resten af deres liv med hinanden.