Jeg savner min lille dreng. Han er 16 og meget lille endnu. Det synes han naturligvis ikke, selv at han er. Men jeg er mor, og derfor ved jeg bedre! Han går på en musikefterskole. Han er så glad for at være der, og skal jeg være ærlig, så er det godt for ham, at han er kommet på den. Igen. Efter mange måneder, hvor han har måttet være herhjemme hos mig. Og jeg er åbenbart ikke godt selskab for en 16-årig dreng. Jeg er for gammeldags. For meget ude af trit med, hvad der sker.
Alt for ham
Men hvad kan jeg gøre? Jeg har kæmpet hele mit liv, for at han skal have det godt. Og da han fandt ud af, at det ville være bedst for ham at komme på efterskole, så hjalp ham alt det, jeg kunne. Det er jo ikke billigt at sende et barn på efterskole. Jeg har da også fået noget statsstøtte til at dække udgiften. Men stadigvæk. Jeg er nødt til at tjene ekstra penge hver måned, så han kan blive på efterskolen. Han har jo brug for lommepenge – og jeg skal da også selv overleve. Men her i de sidste mange måneder, hvor han har været sendt hjem, på grund af alt det her corona-halløj har det været lidt svært. Jeg kan godt mærke, at han er blevet meget mere selvstændig, end jeg tror, han er. Jeg kan også godt mærke, at jeg har irriteret ham med alle mine spørgsmål om, hvordan skolen er. Han er jo i forvejen en tavs person. Han giver ikke ret meget af sig selv frivilligt.
Positiv attitude
Men til min store overraskelse, så var han ikke så negativ som han plejer at være over for mig. Han kom hjem, efter at de havde måttet lukke efterskolerne. Han var positiv og sød. Forklarede mig mange ting om, hvad han har lavet sammen med sine nye venner. Han havde slet ikke noget problem med at øve sig på sin guitar foran mig. Faktisk tror jeg, at han er lidt stolt over, hvor langt han allerede er kommet med at lære at spille på den. Det gjorde mig meget glad at se ham så åben og positiv. Også overfor mig. Jeg ved godt, at jeg ikke har været den bedste mor for ham. Men jeg har forstået, at han ved, hvor meget jeg elsker ham. Og det er jeg taknemlig for.
Han ved, hvem han er nu
Det er noget, som vi kom til at tale om en aften: Hvorfor ville han bare væk fra mig. Hvorfor ville han bare høre på musik? Hvorfor kunne han ikke holde skolen ud og være ligesom de andre i hans klasse. Vi fik talt om det. Længe. Grundigt. Og jeg forstår ham meget bedre nu. Han forstår mig bedre nu. Vi har tilgivet hinanden. Og vi er glade for at have fået forståelse for hinanden. Jeg tror faktisk, at musikefterskolen, som han går på, har hjulpet ham til at erkende, hvem han er – og hvad han er – og nu er han parat til at leve med det. Og han havde jo læst artikler om emnet også, fortalte han mig.