Egentlig startede jeg som pianist. I et jazzband. Vi blev inviteret til at spille ved nogle festivaler rundt omkring i landet. Det var sjovt. Men det var også anstrengende. Det der med kun at skulle spille rundt omkring i perioder, giver usikkerhed. Økonomisk usikkerhed. Og efter nogle år kunne vi godt se, at vi ikke kunne skabe et levebrød ved kun at spille jazz. Vi begyndte derfor at lave vores stil om. Vi inkluderede nogle popnumre i vores repertoire og i forlængelse af det, måtte vi også ændre lidt på instrumentaliseringen. Det betød, at jeg måtte købe et billigt keyboard.
Røgmaskinen røg
En af bandets medlemmer måtte skifte sin saxofon ud med en fløjte. Vores røgmaskine røg sig en tur – fangede du den? Det virkede. Vi fik flere jobs. Det begyndte at gå bedre med indtjeningen. Og ja, selvom der skal køres mange kilometer for at komme fra det ene spillested til det andet, var vi glade og tilfredse. Det betød også, at vi investerede vores overskud i en større bil, så vi nemmere kunne læsse vores udstyr. Der skal være plads til alle instrumenterne, forstærkerne, højtalerne og mange flere ekstra små ting. Vi følte, at vi var godt på vej, og vi var meget optimistiske. Men så kom Covid-19 krisen. Den burede os inde. I meget lang tid. Regler for forsamlinger og private fester blev forbudt i perioder.
Drømmen om den lyse fremtid, som vi havde, blev afbrudt af et helt uforudsigeligt faktum: Virus. En farlig virus.
En uvelkommen pause
Vi måtte pakke alt væk. Instrumenter, mixere, højtalere mv. blev sat til opbevaring et sikkert sted. Vi håbede og troede, at det ikke ville vare så længe. Men det kom til at vare meget længere, end vi troede, var muligt. Vi kunne ikke øve os – sådan fysisk sammen. Og det er bare ikke det samme, når man øver sig via en eller anden digital platform. Og savnet af publikum var stort. Det handler jo om kommunikation med publikum. Så i løbet af nogle måneder gav vi ligesom op. Som band. Jeg hentede mit keyboard hjem.
Investerede i et USB lydkort
Begyndte at spille for mig selv. Købte et USB-lydkort, så jeg kunne indspille direkte til min computer. Vores saxofonist opgav totalt at spille musik. Han arbejder i dag som medhjælper på et sygehus. Modigt af ham. Jeg håber, at han finder tilbage til sin saxofon – eller fløjte.
Det har været en ensom tid for mig. At spille alene derhjemme er ligesom bare en måde at holde sig i form på. Men – og der er et godt og stort men: Det virker, som om at efterhånden som restriktionerne er blevet mildere og mildere, så er folk igen begyndt at ville feste og gå til festivaler. Og ja, efter en lang periode med en meget slunken pung, må jeg sige, at jeg har lavet forskellige opslag om, at jeg gerne kommer og spiller på mit keyboard til private fester – så længe der holdes afstand og er mulighed for hyppig desinfektion. Det har givet mig noget arbejde og et mål. Jeg har fået bestillinger på at komme til adskillige fester her i juli og august. Så er jeg glad? Ja, musik skal jo deles med andre.
